Niels Paaskesøn og
Lave Brok (1468)

1.
De Paaskesønner lader bygge et Hus
midt paa Randers Gade;
Jeg saa aldrig saa højt et Hus
i alle mine Livs Dage –

De Paaskesønner forbygger alle Borrig –

2.
Der er paa det samme Hus
15 høje Loft
Knappen er af det røde Guld,
den skinner over Mur og Toft –

3.
Der er paa det samme Hus
vel 15 stærke Døre
aldrig saa jeg saa højt et Hus
enten siden eller før –

4.
Der er paa det samme Hus
vel baade Mel og Most.
Der er paa  det samme Hus
Vel 15 Vintres Kost –

5.
Det var Nilus Paaskesøn,
han gaar paa Randers Gade,
købte han op baade Mel og Malt,
ihvad de Bønder de ha´de –

6.
Gav han 4 Mark for en Ko
og 5 Mark for en Stud,
alt det fed´ i meget Land
Det driver han Sønder ud –

7.
Det var Nilus Paaskesøn,
han rider i Rosenlund,
mødte hannem unge Hr. Lave Brok
alt i saa ond en Stund – 

8.
”Hør du Nilus Paaskesøn,
og hvi rider Du her?
Hvi est Du ikke i København
mig for Kongen at kær´?”

9.
”Jeg var mig i Helsingør,
mine Øksen solgte jeg der –
Kongen er i København,
jeg kom hannem aldrig nær –

10.
Saa vel tror jeg vor unge Kong´
og saa hin rige Hr. Ott´,
som jeg gør Eder Hr. Lave Brok,
I gør mig ikke andet end godt!”

11.
Du maatte vel tro hin rige Hr. Otte
og saa vor unge Konge.
Du tro ret aldrig Hr. Lave Brok!
Han haver en Ormetunge –

12.
Det var unge Hr. Lave Brok,
han sit Sværd uddrog,
det var Nilus Paaskesøn,
han sønder i Midjen hug!

13.
Nu ligger Nilus Paaskesøn,
han ligger i Lunden død,
det kosted unge Hr. Lave Brok
baade Penge og Guld saa rød – 

De Paaskesønner forbygger alle Borrig!

Kilder (se mere under de to henvisninger):
Danmarks Gamle Folkeviser, III 611-613
Randers Købstads Historie I 90-91,II 521 
 

Anders, Niels og Peder Paaske fik 1468 skøde på "Paaske-sønnernes Gård" og det år fik Anders og Peder Paaske bod "for Nis Poskes Død, dere Broders, hvilken fornævnte Lage Brok desværre ihjelslog." Dokumentet fra Randers Byting med alle segl findes i original i Gehejmearkivet. Forliget forbød videre fejder!

En fattig mand ville blive hængt og en adelsmand halshugget for mord, men meget fornemme og rige kunne nøjes med en bod!

"Visen skildrer, hvorledes den havesyge og stridbare herremand Lave Brok fra Gammel Estrup en dag, da de begge er ude at ride, møder Niels Paaske, der synes at have været storopkøber af bøndernes mel og malt og kvæg, som han eksporterede sydpå.
De to mænd må ved en eller anden lejlighed være kommet i klammeri med hinanden, idet Lave Brok begynder med spydigt at spørge, hvorfor Niels er hjemme og ikke i København for at klage over ham hos kongen. Niels svarer sindigt, at han kun har været i Helsingør for at sælge øksne (kvæg), men slet ikke i hovedstaden. Han nærer nemlig tillid både til kongen og hans lokale stedfortræder lensmanden (underforstået: der nok vil tage sig af hans sag på retfærdig vis) og også til Lave Brok selv, der nok vil ham vel (underforstået: indrømme sin uret). I et indskudt vers anerkender visens digter tilliden til konge og lensmand, men ikke til Lave Brok, der har en "ormetunge" og straks efter da også hugger Niels Paaske ned, hvad der dog kommer til at stå ham dyrt.

Som virkningsfuld optakt til det skæbnesvangre ordskifte indleder
 

digteren med en malende skildring af det store hus, som de trebrødre just - de fik netop 1468 skøde på grunden og har vel forinden bebygget den - har opført midt på Randers gade, hvormed de, som omvædet lyder, "forbygger alle borrig", d.v.s. overgår selv en adelsborg i størrelse og gør den til skamme. Med folkevisens traditionelle form for overdrivelse hedder det her: Der er paa dett samme huss XV høie lofftt, knapen er aff det røde guld, det skiener offuer mur och tofftt. Der er endvidere femten "stærke døre" og nok af mjød og most til femten vintres forbrug.

Her har vi altså et billede af det berømte borgerhus i middelalderens Randers, et såre stort og stateligt stenhus, selv om det i virkeligheden var tre og ikke femten stokværk højt, og selv om det måske næppe har haft tårn og spiret prydet med en guldknap, der glimtede langt bort i solskinnet. Det er altså historisk virkelighed, omend hist og her i visens egen stil. Den "unge" konge, som omtales, er således den da 42-årige Christian I, som just var begyndt at søge støtte hos folkets brede lag mod adelsvælden og netop 1468 havde indkaldt til det første stændermøde. Både by og borgere, herremandsvælde og storkøbmandsfærd, ja selv priserne på kvæget møder os her i et lille levende kulturbillede fra det 15. århundrede. Selve den eneste og langt senere afskrift af visen, der er bevaret, sætter Svend Grundtvig til ca. 1640."

(Svend Grundtvig udgav Danmarks Gamle Folkeviser 1858-63).

Det lange citat er fra Randers Købstads Historie, udgivet 1952, redigeret af Povl v. Spreckelsen, bind II s. 521-522 i kapitlet Randers i dansk digtning af bibliotekar Carl Dumreicher.